Realistiske tanker

Er du en af de piger, der tænker rigtig meget over, hvad andre tænker om dig? Er du også en af de piger, der er utrolig omsorgsfuld, pligtopfyldende, gerne vil have styr på tingene og ja… hele tiden tænker over hvad andre tænker om dig?

Du er ikke alene. Måske er det ingen trøst, at der er mange andre, der har det som dig. Men det positive er, at det er muligt at ændre dine tanker og skabe en positiv forandring. Det handler nemlig om at få vendt de urealistiske tanker, du overmandes af, til realistiske tanker.

“Hvad tænker de andre om mig?”
“Hvad nu hvis de andre griner af mig?”
“Hvad sker der, hvis jeg siger noget forkert?”
“Hvad hvis jeg går i stå midt i fremlæggelsen?”
“Mon jeg er god nok?”
“Kan de andre lide mig?”
“Er det klogt/rigtigt/fornuftigt, det jeg siger?”

Ovenstående er eksempler på tanker, du måske kender alt for godt? Vidste du, at bag disse tanker er der en sammenhæng til dine følelser? Følelser du helst vil undgå. Det kan handle om følelsen af, at det bliver pinligt, flovt, skamfuldt, mærkeligt, akavet eller at blive afvist af andre.

Når du (ubevidst) prøver at undgå disse følelser, kan du risikere ikke at være dig selv. Du tvivler på dig selv og stiller derfor dig selv alle disse spørgsmål. Når du er sammen med andre, bliver du måske overgearet, urolig og påtaget glad. Du har antennerne ude alle vegne for at finde ud af, hvad andre tænker (og synes) om dig! Det er hårdt arbejde, som du ikke kan holde til i længden. Indeni er du altså mindre glad, føler dig mindre værd og trives ikke helt. Du vil gerne leve op til andres forventninger - frem for at mærke din egne behov. Du prøver, at finde ud af hvem du er ved at tjekke dine omgivelser - i stedet for at tjekke ind med dig selv.  

Ved at lære at finde svarene hos dig selv og arbejde med en mere realistisk tankegang, vil du efterhånden blive mere tilstede og få ro på. At gå fra urealistiske tanker til realistiske vil betyde, at du samtidig øver dig i at slippe kontrollen og slippe at ville have styr på alt og alle. Nemlig om de kan lide dig, om de griner af dig og om du er god nok. Når du lærer at tænke de realistiske tanker, vil du ikke have behov for konstant at spørge dig selv om, hvad andre tænker om dig. Du vil lære at stole på dig selv og tro på, at du er god nok, som du er. Og det vil skabe nogle helt andre følelser.

Kh Trine M. Lønfeldt
Coach · Mentor · Underviser