Jeg overvejede et splitsekund at skrive “Føler sig fantastisk godt til mode alene”. Men så tænkte jeg to ting. Kan man det? Og ville det blive misforstået? Jeg slukkede telefonen og indtog solen, lydene og glade ansigter.
Jeg var taget på festival alene.
Spiste alene.
Hørte musik alene.
Drak kaffe alene.
Holdt pauser alene.
I princippet var jeg jo ikke alene. Det var blot følelsen indeni mig, jeg engang imellem blev overmandet af. Ind til noget gik op for mig. Mere om det senere...
Fakta var, at kun fem gange henvendte et andet menneske sig til mig. Det er sikkert helt normalt, men det blev tydeligt, når nu jeg var alene. Den ene gang stod jeg i kø til noget aftensmad, da en bekendt prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg ville spise sammen med hende og hendes mand. Hun vidste jeg var alene. Jeg takkede ja og nød fællesskabet.
Så var der de gange, som bar præg af udbrud eller venligheds-spørgsmål.
“Hold nu kæft han synger godt”, sagde hende, der stod ved siden af mig i koncert-mængden.
“Bruger du den her? Skal jeg smide den ud for dig”, spurgte oprydderen.
“Er der plads her?” Hvortil jeg svarede “Masser”. “Super”, sagde pigen og smilede.
En tidligere kollega havde spottet mig. Han gik direkte mod mig, gav en krammer, der kunne mærkes, og så smalltalkede vi vel en 5-10 minutter. Han skulle videre med en kammerat og deres unger. Det var ok. Jeg havde lige drukket kaffe og siddet med min telefon og overvejet at lave den update, jeg startede med at fortælle dig om.
Et par gange under festivalen stoppede jeg nysgerrigt op og absorberede. Børn der legede og spillede spil. Familier der nød en frokost, hvor jeg var hende, der spurgte om der var plads. Jeg ved ikke om det gjorde en forskel for dem, at jeg var der. Men det gjorde det for mig. Jeg nød det. Og blev igen klogere på ensomhed.
Det, jeg opdagede, var at når jeg tillod ensomhedsfølelsen at være der, så blev den forstærket. Hvis jeg lod mine tanker tale mig ned i, at det var synd for mig at være alene og ensom, så knyttede følelsen af tristhed sig på. Det forstærkedes, når jeg sad alene og ingen ænsede mig.
Hvis jeg derimod valgte at være glad og taknemmelig over det jeg var i, så følte jeg mig som en del af fællesskabet. Ikke helt, men det var en mere rar situation at være i end at “dyrke” ensomhedsfølelsen.
Så det jeg lærte om ensomheden var, at...
Du rent faktisk kan gøre noget for at ændre ensomhedsfølelsen. Det handler om hvilket fokus, du har.
De positive følelser som fx kærlighed, samhørighed og fællesskab hos andre forstærkes hos dig, fordi du får øje på det, du mangler og savner.
Det at være alene giver ro og styrke og er ikke nødvendigvis det samme som ensomhed.
Når du mærker ensomheden, er du ude af din komfortzone, hvilket kan gøre dig utryg.
Villigheden til selv at tage initiativ og opsøge andre, kræver mod og kan være vejen ud af ensomheden.
Kender du til ensomheden?
Hvad har ensomheden lært dig?
Kh Trine M. Lønfeldt
Coach · Mentor · Underviser
