Selvværd kan du ikke se

Vælter du når vinden blæser?
Eller bevæger du dig med vinden og kan holde til det uden at knække?

En krone fuld af selvtillid.
Træets rodnet er et fint eksempel, der kan give en idé om hvad selvværd er. Men lad mig først starte med det, du rent faktisk kan se. Nemlig træets krone. Kronen er det, vi kan se og høre. Det kan sammenlignes med vores selvtillid, som handler om det, du kan og gør. Du kan se det på den måde, at kronen er dine evner, din adfærd samt de færdigheder, du besidder. Dette siger altså noget om din selvtillid. Lad mig give dig et konkret eksempel.

Du møder et andet menneske, som er skarp til at fremlægge og ved rigtig meget om det, han taler om. Han virker selvsikker i hans måde at kommunikere på og smiler meget, mens han performer. Du vurderer ham til at have meget selvtillid, ud fra det han kan og gør. Du ser ham som fuld af selvtillid. En stor og flot krone.

Selvværd er det, du ikke kan se.
Det vi ikke ved er, hvordan han er, og hvordan han har det indeni. Hvilke værdier er vigtige for ham i livet? Hvem vil han egentlig gerne være, mens han gør det, du ser? Det er selvværd. Selvværd er det, du ikke kan se. Måske er han ked af det indeni, føler sig trist og tænker negative tanker. Vi ved det ikke. Det er kun ham selv, der kan mærke, hvordan han har det indeni. På træet er det rødderne, vi ikke kan se. 

Dine rødder er dem, der grounder dig og får dig til at stå fast på den du er, uanset hvor meget vinden blæser. Det er dit selvværd. Selvværdet er det, du selv kan mærke. Føler du dig glad? Sætter du pris på dig selv? Taler du pænt om og til dig selv? Vander og gøder du dine rødder med det, der nærer dig? 

Selvværd handler rigtig meget om de værdier, du har i livet. Hvilke værdier lever du reelt efter, hvis jeg skulle vurdere det ud fra de beslutninger, du tager? Hvordan prioriterer du de forskellige værdier, du har? Hvilke værdier skal have topprioritet i dit liv, hvis du gerne vil være det menneske, du gerne vil respektere?

Lad mig igen give dig et eksempel. Som ung er der mange valg at træffe. Er du den der vælger efter, hvad de andre vælger eller tør du gå dine egne veje, fordi du ved at netop det specifikke valg vil gøre dig glad? Lever du efter dine egne værdier eller går du på kompromis og vælger som gruppen, fordi du ikke vil skille dig ud? Det kan virke banalt, men grundlæggende handler det om selvværd.

Hvis du ved, hvad du står for, så er dine rødder solidt plantet i jorden. Ingen kan se det, men dit selvværd er robust, og du kan modstå livets skiftende årstider. God vind.

Kh Trine M. Lønfeldt
Underviser · Coach · Mentor